lørdag den 29. oktober 2011

Magiske græskar

Plantefarvet uld har været kendt i flere tusinde år. Her i huset stiftede jeg dog først nærmere bekendskab med det for ca 3 år siden, da jeg købte 4 store bundter plantefarvet uld af en ven. Hun havde fået sig denne nye hobby, med at samle planter og farve garnet med dem. Det var jeg vildt glad for, for så kunne jeg stole fuldstændig på hvad farven bestod af og hvor garnet kom fra. Plantefarvning er nemlig en hobby jeg helt har måttet vælge fra, fordi dette liv ikke har timer og dage nok. Garnet pakkede jeg omhyggeligt ned i en pose lige da jeg havde det med hjem, og så blev det gemt i mit garnlager, til en dag hvor jeg skulle lave noget særligt af det. Jeg tog det frem igår, og jeg er glad for at jeg pakkede det så godt ind, for man kan overhovedet ikke lugte at jeg var ryger dengang (det kan man ellers med garn, stof og den slags).
Det gule garn er farvet med mexikansk fugle Lobelia. Det gyldne er farvet med løgskaller, det brune er farvet med Valnødder, og det grønne med Ligusterbær.

Jeg fandt det fantastiske garn frem fra gemmerne, fordi "bossen" på den systue hvor jeg arbejder som vejleder om mandagen, torsdag aften ved strikke workshoppen havde foræret mig en opskrift på de sødeste små strikkede pyntegræskar.
Jeg har altid været voldsomt tiltrukket af græskar. Jeg husker hvordan jeg var som barn var fuldstændig vild med albummet med Askepot Richsmærker, jeg elskede når græskarret blev forvandlet til en funklende hvid karet, jeg fik min farmor til at læse eventyret igen og igen. Senere var jeg meget betaget af Radiserne. Jeg havde et album hvor de sad ude hele natten og ventede på den store Græskarmand  .... uhhh jeg kan næsten gyse ved tanken om hvordan jeg dengang forestillede mig at han måtte se ud.  

Igår aftes fandt jeg så TV tid (det vil sige når de andre ser noget jeg ikke gider se) til at strikke det første græskar, og de næste 2 har jeg strikket idag, efter jeg havde været på mine faste lørdags loppemarkeder. Og mon ikke det bliver til et enkelt eller to mere inden sengetid.

De er vildt søde, ja faktisk tror jeg de er magiske .......... strikketøjet drager ihvert tilfælde mig så meget at jeg fuldstændig har glemt alle de projekter jeg skulle hen og arbejde på i mit værksted.



1 kommentar: